Starten på Team Americas

Jeg boede på et hotel på Ipanema på Rua Visconde de Pirajá. Sådan to blokke fra den verdensberømte strand Ipanema. Der er måske nogen som kender den kendte “Garota de Ipanema” af den legendariske Tom Jobim. Jeg havde fundet et lille hotel, som jeg kunne betale for et par dage uden at blive ruineret. Jeg var lige ankommet til Rio og havde alle mine ejendele i denne verden inklusiv en ældre cykel bestående af en gammel Shimano 105 gruppe og et titanium stel. Øvrigt et stel som jeg havde købt af en fyr i Århus. Det viser sig senere, at denne cykel kommer til at spille en væsentlig rolle i fremtiden.

Det er ikke første gang jeg besøgte Rio de Janeiro. Jeg kan ikke rigtig huske hvor mange gange jeg havde været i Brasilien, men jeg følte mig ganske fortrolig med at rejse i Rio og Brasilien. Egentlig er der ikke noget speciel ide bag i, hvorfor jeg lige netop bor på Ipanema. Det har mere med at bo et rimeligt central og sikkert sted samt at prisen skal være fornuftig. Jeg har arbejdet mange år i rejsebranchen, så jeg følte mig lidt som specialist når spørgsmålet går på location og hvor mange stjerner hotellet skal have. For mig, i hvert fald, har jeg altid valgt et hotel mindst på 3 stjerner, hvis det er en måde at sige det på. Jeg kunne helt sikkert finde billigere muligheder i Rio end det jeg lige havde valgt i denne omgang på Ipanema. Men jeg kender nok til Rio at vide, at billige hoteller er ned i midtbyen eller i områder af byen, hvor man som turist eller udlænding egentlig ikke har så meget interesse i at være i. Rio er jo på en måde bygget om i områder, altså set fra turistens syn. For eksempel lige nu bor jeg på Ipanema, men jeg kunne ligeså godt have valgt Copacabana, Barra de Tijuca eller et helt andet sted.

Nu skal jeg måske lige sige at historien begynder i slutningen af 90’erne, rettere i december 1998 og jeg var lige ankommet fra Danmark til Brasilien med det brasilianske luftfartsselskab Varig (som i dag er lukket ned efter konkurs). De fleste oversøiske fly ankommer om morgen til Brasilien, i mit tilfælde Rio de Janeiro. Jeg mødtes af en tropisk hård hede, som ramte hårdt og brutalt. Sjovt nok forsvinder den følelse hurtigt og erstattes af en lettere frysende følelse på grund af air konditionen i ankomst terminalen. Køen i paskontrollen går forholdsvis hurtigt og snart står alle passagerne fra dagens fly fra København (via London) ved bagage bælterne. Snart kommer bagagen og eftersom jeg ankommer med min gamle kuffert og en cykelpose med min gamle titanium cykel, så har jeg en fornemmelse af, at jeg får en rød lampe således at tolderne vil se min bagage. Selvfølgelig fik jeg rød lampe. Det er sket så tit at jeg har fået grøn lampe, men ikke denne gang. Jamen så er det jo bare at vente og have tålmodighed. Det går sgu ikke så hurtigt nogen gange. Snart bliver jeg viftet hen af en brasiliansk “policia federal”, som beder mig åbne min kuffert, og også åbne mit cykelgrej. Tolderne spørger om prisen på min cykel og om den er ny. Den ser jo altså ikke ny ud, vel, men det er jo logisk at tolden spørger. Brasilien vil jo ikke have at vi turister importere nye produkter ind i landet med salg for øje. Men det problem havde jeg ikke. Min gamle titanium stel og Shimano dele var af ældre dato og kunne ses. I min kuffert har jeg, udover mit almindelige tøj, også mit cykeltøj og et par cykelsko. Tolderne tog fat i mine cykelsko, de der sko med Look klamper, og de lugtede forfærdeligt af svedige og sure fødder. Jeg havde ikke fået vasket mine sko i lang tid. Tolderen spørger derefter om prisen på min cykel, stadig med min sko i hånden, og jeg svare at den koster sådan cirka 1000 USD. Hvilket er løgn og bedrag. Men det ved jeg, at tolderen ikke ved så meget om. Så han siger ok og slipper mig fri.

Hurtig pakke sammen og komme videre. Ud af toldområdet og ind i ankomsthallen hvor en masse mennesker venter på nogen som mig (udover at der ingen der ventede på mig). Fyldt til randen, fyldt med en masse mennesker, fuld af bagage vogne, en masse larm. Jeg er kommet til Brasilien.

I dag ville jeg nok, og sikkert de fleste turister, gå hen til en af flere Exchange forretninger (Cambio) og få vekslet penge til den brasilianske real. Men i gamle dage vekslede vi erfarne rejsende i dette farverige tropiske land penge på mere lokale steder, et hotel, en forretning eller bare hos en person, som man viste købte dollars. Men siden jeg har stor rejse-erfaring i Brasilien havde jeg allerede lidt lokale realer på lommen. Så for mig var det bare med at få en taxi og ind til mit hotel på Ipanema.

Nu rammer den førnævnte hede igen hårdt og brutalt i det øjeblik skydedørene åbnede sig. Bang og jeg føler mig næsten allerede tørstig og tør i munden. Hurtig ind i en taxi og til hotellet.

Taxichaufføren køre stille og roligt fra lufthavnen til Ipanema. På turen ind er der en masse at se på. Rio er nok en af de smukkeste byer i verden med alle dens bjerge, farver og liv. Men på vejen er der også en masse fattigdom at se på. Folk bygger små hytter langs hovedvejene indtil Rio. Man kan også se større nabolag af, hvad kun kan tolkes som et fattigt nabolag – de kendte “favellas”. Beskidt er der også. Man ved sgu nok ikke hvad man skal gøre af alt det skidt og møg os mennesker producerer. Snart kører vi ind gennem en af de mange tunneller i Rio og snart kommer taxien ind til det Rio, som vi ønsker at besøge. Man kan sige hvad man vil, hvis jeg må have friheden til at sige dette, men det er noget charmerende over Rio de Janeiro. Gammelt og nyt blandet sammen med en masse støj, tropiske lugte. Bjergsider fyldt med vegetation. Hvis der for eksempel lige har regnet så kan man se de dampende bjergsider, et flot syn. Og det virker som om jeg ikke for lov til at glemme det, denne før omtalte tropiske lugt af varme og fugt, det får mig altid til at huske vigtigheden, at jeg skal drikke mine 3 liter vand om dagen, mindst.

Snart kommer vi ind i selve Ipanema. Ipanema lige i “Zona Sul” af Rio, altså i den sydlige del af Rio de Janeiro. Ipanema blev dannet i 1894 af Jose Antonio Moreira, en nobel = “Conde de Ipanema”, af denne årsag var, og måske stadig, er en mere nobel bydel i Rio. Der bor sådan cirka 45000 mennesker på Ipanema, og uden at kende tallet med sikkerhed, vil jeg påstå at tallet kommer op på cirka 200.000 mennesker på en god sommerdag. Alle disse er turister, lokale turister, købende, arbejdende, folk som kommer fra de fattige bydele for at tjene dagens gevinst. Men alligevel virker Ipanema lidt mere rolig end eksempelvis Copacabana.

Ipanema er fyldt med dyre forretninger (også de små billige). Fyldt med dyre restauranter og igen også de billige barer, hvor du nemt kan få et måltid mad (= prato feito = en færdig anrettet tallerken med dagens ret, som altid består af ris, bønner, salat og lidt kød til næsten ingen penge. Ipanema er fuld af kultur, lige fra teater til biografer, kunst og litteratur. Også det meget kendte Hippie marked, som er at finde på Ipanema hver eneste søndag siden 1968. Øvrigt en stor oplevelse. Turisme virker som det er den vigtigste indtægtskilde for alle. Udover alle de historiske og kulturelle seværdigheder der er at se, som for eksempel “Pedra de Arpoador”, “Morro Dois Irmaos” og kirken “Nossa Senhora da Paz”. Så er der selvfølgelig “Praia de Ipanema” = Ipanema stranden. Et særsyn med den 4 banede strandboulevard og måske med 100 meter hvid sand før du kommer ned til selve strandkanten. Ipanema er for mellem og højere social klasse.

Min taxichauffør har leveret mig sikkert og roligt gennem Rios trafik og jeg er ankommet til mit lille hotel. Taxi chaufføren hjælper med min cykelpose og min kuffert. Jeg er træt og svedig. Jeg har behov for et bad, skifte tøj og så gå en tur, sætte mig ned, drikke en kaffe og spise lidt. Se og føle Rio på tæt hold. Det er jo derfor jeg er kommet til Rio.

Jeg checker ind og betaler for de 3 overnatninger, som jeg har besluttet mig til at jeg har råd til. Jeg skal måske lige fortælle, at datoen for min ankomst i Rio de Janeiro er 02 december, 1998. Jeg har cirka 1000 USD på lommen, som jeg har udregnet til kan holde i 3 måneder og så skal jeg hjem til Danmark igen. Igen min flybillet gælder jo også kun 3 måneder. Jeg holder meget af Rio. Ja bare det at være der og se livet er for mig hele oplevelsen værd. Når min 3 overnatninger er gået så tager jeg bussen til en by som hedder Mogi Guacu, men det kommer jeg tilbage til.

Jeg indretter mig i mit lille hotelværelse, som kun lige har det man kan bede om til den pris og med 3 stjerner på hotel guiden. Et ganske tillukket værelse med denne glamme luft af varme og måske også manglende udluftning. Men det er ok. Jeg kender det jo forholdene.

Jeg beslutter mig til at drikke en kop kaffe nede i hotellets lille restaurant, hvor der kun serveres morgenmad. De søde piger i restauranten laver en hurtig kaffe og en sandwich. Jeg sidder lidt og hygger mig med mig selv, tænker på at det faktisk har været en lang tur fra Århus til Rio de Janeiro. Måske skulle jeg lige sige, at jeg er kommet til Brasilien for at få fred. Jeg har lige afsluttet et langvarigt forhold og følte, at jeg ikke havde ret meget at gøre i Danmark, i hvert fald på det tidspunkt. I den periode var mit liv ikke godt, så luftforandring virkede som det rigtige. Jeg vidste bare ikke hvad fremtiden bragte. Så nu sidder jeg her på Ipanema, på et lille rimeligt hotel og filosofere over livet. Klokken er omkring frokost. Det er som sagt varmt og rigtig sådan at luften er tung. Hvad skal jeg foretage mig i dag? Hvad skal de næste dage gå med? Skal jeg tage min cykel og køre en tur? Jeg ved det ikke endnu. En ting er helt sikkert en kakerlak suser med 152 km i timen forbi mig nede på gulvet. Jeg er ankommet til Rio.

Jeg har få taget mit bad, frisket lidt op og fået drukket min udmærkede kaffe, sammen med min ven kakerlakken. Klokken er omkring 13 og varmt må man sige det er. Der er starten af december måned. Officielt er sommeren slet ikke begyndt, men alligevel er der nok 30 grader. Jeg går ud imod udgangen til Rua Visconde de Piraja og passerer hotellets reception og jeg sender et høflig øjekast til den unge fyr som arbejder denne dag. Hotellet er vist nok kategoriseret som 4 stjerner i den officielle rejseguide. Men det er ok. Spartansk designet og dekoreret ligesom værelserne er det. En gammel elevator har hotellet også, som jeg ikke har det godt med. Generelt har jeg det ikke godt med elevatorer for jeg tænker, at de altid går i stykker. Alt i alt et ok hotel til den pris jeg har betalt for. Jeg står i indgangen til hotellet og nyder den sidste brise af hotellets aircondition før jeg bevæger mig ud i denne tropiske varme krydret med en larm af biler, horn, snak, musik fra det lokale stormagasin, ja larm af Brasilien.

Jeg har jo ikke de store planer andet end at klimatiserer mig til varmen. Jeg vil i hvert fald gå en tur ned forbi Ipanema stranden lige sådan for at føle luften og duften af Ipanema. Jeg finder nok et lille billigt sted for spise et eller andet. Jeg skal også huske at købe godt med vand. Her i Brasilien skal jeg altid prøve at drikke mindst 3 liter vand hver eneste dag selvom det er svært. Konsekvenserne når man ikke drikker nok vand kan være svære at have med at gøre. Lige fra almindelig dårlig mave, dehydrering og eller indlæggelse på hospitalet. Brasilien, varme, maden er ikke noget at spøge med. Jeg kommer ned til Avenida Vieira de Souto, vejen eller gaden – undskyld men den minder sgu mere om en motorvej med 2 baner i hver retning. På landsiden er der et måske 50 meter bredt fortov (nogen steder tror jeg), som hoteller, restauranter, bilforhandler, dyre forretninger osv. deles om. I midten af de to kørselsretninger er der en rabat zone dekoreret med palmetræer. På strandsiden er der en cykelsti, et fortov og så måske en 100 meters afstand fra fortovet til strandkanten med dejlig hvidt sand. Jeg krydser gaden og kommer ned til sandkanten. Jeg tager mine sko og sokker af og går ud i sandet. Jeg kommer mit ud på Ipanema, sådan midt i mellem fortøj og vandkant, sætter mig ned og prøver at opsummere min ankomst til Rio.

Der er sgu noget flot over Rio de Janeiro. En masse mennesker lige fra smukke, gamle, børn, tykke og tynde, hvid, sort og gul. Vi alle omgivet af et farverigt landskab med bygninger og store bjerge på den ene side og Atlanterhavet på den anden side. Et stort og fantastisk syn.

Jeg sidder der i min egen lille verden og pludselig får jeg en følelse, en kraftig fornemmelse, som slår mig ganske hårdt ligesom en frysning i mavesækken til en slags paralysering af min tænkende hjerne. Og spørgsmålet, som skabte denne følelse er ganske enkelt. Hvad laver jeg dog her på dette sted lige nu og her. Sådan 10200 km væk i fugleflugtslinje til København. Hvis nu jeg bliver syg. Hvis nu ditten og hvis nu datten. Så de næste minutter går med en tilstand af gråd, tristhed og selvmedlidenhed indtil jeg fatter mig selv og prøver at forklare situationen over for mig selv. Jeg forlod mit liv i Århus efter sådan cirka 10 år i denne dejlige by. Jeg sagde farvel til et liv som jeg ikke mere kunne holde ud eller måske kunne jeg ikke holde mig selv ud i det liv jeg havde. Jeg har desværre ikke meget familie tilbage, som jeg heller ikke har så meget kontakt med af flere årsager. Jeg står uden arbejde, jeg har sagt farvel til mit parforhold.

Jeg har et eller andet sted altid haft en eller anden lyst til at bo i et fremmed land meget langt væk. En tropisk ø, hvor der kun bor 27 mennesker og hvor alkaline batterier er den eneste form for automatik / elektronik / lys. Eller ude altså helt derude, hvor selv duerne har GPS med og leve et liv eller håb på at leve et liv jeg kan blive glad for. Og pludselig er det virkelighed. Jeg sidder her bogstaveligt forstand på stranden af Ipanema i Rio de Janeiro, jeg har valgt, jeg er kommet, min drøm, måske, er gået i opfyldelse.
’Denne lille snak med mig selv hjalp og hurtigt på benene igen. Ind i skyggen og have noget at spise og drikke. I sidste ende er jeg jo ikke så meget for strand og vand. Jeg er mere den stille type fra lang afstand og analyserende, kiggende på alt hvad der bevæger sig.

Fortsættes…….